Borgermøde d. 14. juni

//Borgermøde d. 14. juni

Borgermøde om den nye kommuneplan onsdag den 14. juni kl. 19.30 på Viby Bibliotek

Viby Fællesråd inviterer til borgermøde om den nye kommuneplan. Borgermødet foregår på Viby Bibliotek (Salen) onsdag den 14. juni kl. 19.30.
Aarhus Kommunes planchef, Niels-Peter Mohr, vil fortælle om den nye kommuneplan og hvilken betydning den vil få for Aarhus i de kommende ca. 15 år. Derefter vil Arkitekt Karin Linneberg Bæk fortælle om, hvordan kommuneplanen vil få direkte indflydelse på udviklingen i Viby frem til omkring 2030.
Derefter vil der være mulighed for at stille opklarende spørgsmål.
Der er således tale om et informationsmøde, der skal give Vibys borgere indsigt i de planer, der vil komme til at forandre Viby meget. Selve kommuneplanen er en ”tung” sag på mange hundrede sider, men én af hovedtankerne i kommuneplanen er, at Skanderborgvej skal ændres meget, således at Rådhuspladsen og Viby Torv bliver knyttet tæt sammen.
Det vil konkret betyde, at der skal ske en fortætning af bydelen langs med Skanderborgvej. Sletharkitekterne har allerede været ude med et forslag, hvor der tænkes bygget højhuse i området mellem Marselis Boulevard og jernbaneviadukten ved Bygholms Allé/Øster Allé, og der er efter sigende flere byggeprojekter på vej i retningen ned mod Viby Torv. Dette vil naturligvis også komme til at påvirke de trafikale forhold i vores bydel. Skanderborgvej tænkes således udviklet til en bygade med høje boliger, kontorer, caféer, restauranter mm., således som det lige nu sker inde i selve Aarhus.
Viby Fællesråd håber på, at mange vil komme og høre om, hvordan fremtiden vil komme til at se ud i Viby.
Viby Fællesråd har høringsret i forbindelse med den nye kommuneplan. Vi vil derfor gerne høre, hvad tilhørerne har af mening om de nye planer, idet fællesrådet naturligvis vil prøve at tale borgernes sag i forhold til kommunen.

30. maj 2017 |