Viby under forvandling – nyt spændende projekt

//Viby under forvandling – nyt spændende projekt

Kære rektorer, uddannelsesledere og lærere

Viby er under forvandling

Aarhus Kommune har i en længere periode samarbejdet med lokale kræfter i Viby om en helhedsplan, som vil skabe betydelige ændringer, særligt omkring Viby C og Skanderborgvej. Som nogen, der har interesse i et godt lokalmiljø for alle i Viby, mener Fællesrådet, at det er vigtigt at styrke beboerdemokrati, indflydelse og involvering i forhold til planerne, og at en fremtidig byudvikling af området sker under hensyntagen til sammenhængende bymiljøer, bæredygtighed, klimaaftryk og energi.
Men en ting er hvad de klogeste kan mene om fremtiden, noget andet kunne være at spørge de unge i Viby: ”Hvordan kunne i tænke jer at fremtidens Viby skulle se ud?”

  • Hvordan skulle nye huse/bygninger se ud?
  • Hvad med trafikken?
  • Hvad med grønne områder?
  • Hvad med muligheden for at dyrke motion og Idræt?
  • Hvad med muligheden for at blive inddraget og være med i processen?

Alt dette og meget mere – og set i lyset af FN’s 17 verdensmål – kan være en spændende udfordring for områdets unge. Er det noget, I er interesseret I at blive en del af?
I samarbejde mellem Viby Fællesråd, Kondens Arkitekter og Aarhus Gymnasium C tilbyder vi jer at være medaktører i en visions-workshop for fremtidens Viby.

Infomøde
Vi holder infomøde på Viby Bibliotek, Store sal, tirsdag d. 9/3 kl. 11-12. Her vil blive mulighed for at få yderligere kendskab til projektet Viby under forvandling.
Vi håber at se jer og interesserede faglærere til en frokostsandwich. Tilmelding af hensyn til forplejning senest fredag d.6/3 til amwb@aarhustech.dk

Projektplan
Projektet gennemføres i efterårssemesteret for skoleåret 2020, og tænkes at foregå dels omkring Viby Torv dels lokalt på jeres skole.
Der er begrænset deltagerantal og tilmelding efter først til mølle-princippet.

I kan læse mere om baggrunden og forløbet i det vedhæftede program. Del gerne denne invitation med jeres kolleger.
Vi håber, at I og jeres elever vil spille med, og komme med mange gode input til et fremtidens Viby.

De bedste hilsner
Hans Peter Mehlsen / Viby Fællesråd
Anne Marie With Bøje / Lektor i Design, Aarhus Gymnasium C
Sinna Asgari & Eske Bruun / Partnere, Kondens Arkitekter

Program

13. februar 2020 |